Nytårshilsen fra Erik Isager

 

Kære SIF’ere!

Endnu et år er på vej over i historiebøgerne. Det blev et helt særligt år, hvor vores hæderkronede forening den 26. april fyldte 100 år og et år, der er værd at huske.

Et nyt spændende år står foran os, hvor der på den kommende hovedgeneralforsamling den 22. februar vil ske et væsentligt generationsskifte idet Finn Mølgaard, Tonni Hammershøj og Erik Isager som planlagt forlader forretningsudvalget. Endvidere sker der udskiftning på formandsposterne i SIF Håndbold, SIF Sportsdans og SIF Klatring så ikke færre end 6 ledere forlader hovedbestyrelsen.

Ingen er uundværlige og heldigvis har SIF arbejdet proaktivt med opgaven at finde nye kræfter og jeg er meget glad ved at kunne meddele, at på alle poster er der gode nye kræfter til at besætte de ledige poster på de kommende generalforsamlinger. Det er godt gået og vidner om stor interesse for vores forening og det er jeg utrolig glad for.

Vi skal i 2018 fortsat udvikle os og skabe en rolle i lokalsamfundet. Vi skal medtage vort værdigrundlag i SIF, der bygger på ærlige handlinger, redelig adfærd og fairplay.

2017 blev et travlt, men også et spændende- og stort år, hvor ikke mindst vort 100 års jubilæum og flytning til JYSK Park har været i FOKUS.

 

Lad mig blot nævne nogle overskrifter:

Jubilæumslogo – Peter Nedergaard

Jubilæumsbog – Keld Dalsgaard Larsen/Kurt Balle Jensen

Jubilæumsserigrafi – Esben Hanefeldt

Jubilæumsportræt – Lise Thinggaard Larsen

Jubilæumsreception Søholthuset 26.4.

Jubilæumsfest JYSK Park 2.9.

 

Samt mange øvrige arrangementer ved vores afdelinger SIF Golf Dag- Old Boys Afdelingen, SIF Regattatelt – SIF Fodbold og SIF Håndbold,

Først på året arrangerede SIF Håndbold Anti Bull i Vestergadehallen, hvor kronprinsesse Mary og landsholdsspiller i håndbold Mikkel Hansen deltog.

Et fantastisk arrangement, der blev en mediebegivenhed med stor bevågenhed fra TV og den skrevne presse.

2017 blev også året, hvor vi bød velkommen til et nyt medlem af SIF familien nemlig SIF Q Fodbold som ny afdeling i Silkeborg Idrætsforening og som allerede har markeret sig på fornem vis ved flere lejligheder.

Herudover har vi 2017 håndteret et salg af Søholthuset, hvor SIF har haft en tryg- og fast base i næsten 50 år. En strategi som vi i klubben startede for 2-3 år siden. Efter mange møder lykkedes det efter et godt samarbejde at sælge Søholthuset til Silkeborg Kommune og vi forventer at likvidationen af den selvejende institution Søholthuset finder sted i januar måned 2018.

Vi gik samtidig i gang med planerne om at flytte til JYSK Park og det lykkedes at få lokaler til rådighed på ca. 300 m2 her i JYSK Park.

Den 11. november holdt vi åbent hus i vores nye klubhus her på JYSK Park og vi syntes vi har nået et flot resultat.

Nostalgien er bibeholdt – Ja vi har bibeholdt navnet ”Søholthuset ”, vores gamle fane er medbragt og vort gamle logo hænger lige udenfor døren.

Lokalerne er up to date – opfylder nutidens krav med muligheder for lektiecafe, spændende billeder, digitalisering, moderne TV/ WIFI mv., men samtidig have respekt for nostalgien og gode minder.

Vi var også enige om, at vi skulle kunne se 20-30 år frem i tiden og glemme alt om ”PLEJER”.

Med al beskedenhed syntes vi det er lykkedes og de fleste siger WOW når de træder ind af døren og det var rent faktisk vores mål.

Jeg vil også gerne her nævnte den store oplevelse det var at indvie stadionåbningen af JYSK Park med en SIF-sejr over rivalerne fra AGF den 31. juli foran 9411 tilskuere på et udsolgt stadion.

Det var en stor dag i Silkeborg og SIF’s idrætshistorie. JYSK Park markerer sig i dag som et fyrtårn i byen Silkeborg.

Vores superliga fodboldhold beviste også, at man på fornem vis klarede den første sæson efter oprykning fra 1. division og undgik nervepirrende nedrykningsrampe i foråret.

På trods af udgifter ca. 1,2 – 1,3 millioner kroner i forbindelse med etablering af nyt klubhus, ser regnskabet fornuftigt ud. Vi forventer i Hovedafdelingen et underskud, som bliver mindre en planlagt og som vi vil tage af vor egenkapital på 3,3 millioner kroner.

Der er foreløbig aftalt 3 arrangementer i løbet af 2018

 

Ruben Søltoft – 21. september 2018 i Jysk Musikteater

Simon Talbot – 5. oktober 2018 i Jysk Musikteater

Årets Danske Julekoncert – Jesper Lundgaard – 29. november 2018 i Jysk Musikteater

 

Jeg vil gerne her i dag sige alle vore 9 afdelinger, medlemmer, 150 frivillige ledere, trænere- og bestyrelsesmedlemmer en kæmpetak for jeres indsats- og betydning for Silkeborg IF.

Samtidig skal der også lyde en hilsen til teamet bag Himmelbjergløbet, Klubhusudvalget ”Søholthuset” Veteranklubben, Sangkoret, Arrangementsudvalget, Silkeborg Fodbold College og Silkeborg IF A/S. Vi kan ikke undvære én eneste af jer og en kæmpetak skal der også lyde til jer for jeres indsats for Silkeborg IF.

Dette blev det så min sidste nytårshilsen. Næste år hedder hovedformanden Poul Hansen og som jeg trygt vil overlade posten til på generalforsamlingen i februar måned.

Med disse ord vil jeg ønske vor hæderkronede Silkeborg Idrætsforening, DIG og DINE nære et GODT NYTÅR med GOD VIND i 2018.

SIF Nyhedsbrev
Få nyheder fra SIF om lige præcis det, du helst vil læse om.