Nyt medlem?

KONTAKT OS

Vil du gerne i gang med cykelløb på landevej, så tag kontakt til klubben for at høre nærmere. (Se under: Bestyrelse og udvalg )

Vi har plads til alle: Unge eller ældre, den nystartede, den garvede og den ambitiøse – vi glæder os til at møde dig !!!

Undlad at anskaffe dyrt cykeludstyr inden du har talt med os. Du får den bedste rådgivning på det punkt via klubben og dens medlemmer.

Om kontingent og licens

Som medlem af klubben skal man betale kontingent. En forudsætning for at køre konkurrenceløb (ikke motion) er desuden at man har en licens, der giver ret til start i konkurrencer.

Årligt kontingent for medlemsskab i Silkeborg IF Cykling:

Ungdom/Junior/Senior, 17 år og opefter 675 kr. – efter 1 august: 375 kr.
Drenge/Piger, 9 – 16 år 675 kr. – efter 1 august: 375 kr.

INDMELDELSE:

Du melder dig ind i klubben ved at udfylde dette link på klubmodul.

Samtidig med din indmeldelse forpligter du dig også til 2 dages frivillig arbejde, når klubben får brug for din hjælp. Har du ikke tid til dette, kan du betale dig fra det. Takker du nej til at hjælpe, stiger dit næste kontingent til 1.000 kr.

HVORDAN KOMMER DU I GANG?

Du kan starte i klubben det år du fylder 9 år.

Når du har læst informationen på denne side, så kontakt én af trænerne. Du kan finde trænernes kontaktinformationer under: Bestyrelsen og Udvalg. Sammen med trænerne aftaler I en dag, hvor du kommer ned i klubben til en snak og evt. kommer med på en træningstur.

Klubben råder over et begrænset antal lånecykler, så har du ikke selv en racercykel, er der mulighed for at leje en cykel. Du kan leje cyklen indtil du har fundet ud af, om cykelsporten er noget for dig (dog max 2 måneder). Du står selv for vedligeholdelsen af cyklen (rengøring og smørring), og cyklen skal afleveres i samme stand, som den blev modtaget. Dvs. at evt. slidte eller ødelagte dele skal skiftes inden cyklen afleveres tilbage. Lånecyklen må IKKE bruges til at køre i skole eller lignende, og du skal sørge for at låse cyklen forsvarligt, når du ikke bruger den.

Kontakt Jens-Henrik Jensby omkring lånecykler: Tlf. 4090 5442 eller mail.

Når du har bestemt dig for, at cykelsporten er noget for dig, er der mange i klubben , der kan råde og vejlede dig mht. hvilken størrelse cykel, der passer til dig, og måske er der nogen, der har en god brugt cykel til salg. Men husk, at det vigtigste er, at cyklen passer til dig.

Udover cyklen skal du selvfølgelig også have en cykelhjelm – der køres ALTID med hjelm både til træning og løb.

UDSTYR

Tøj – det vigtigste tøj for en cykelrytter er cykelbukser. Cykelbukser er specielle fordi der er syet en pude i som beskytter mod en “øm bag”. Cykelbukserne skal bruges uden undertøj for ellers vil syningerne i undertøjet genere. Ud over cykelbukser er der selvfølgelig trøjer (korte og lange), lange bukser, vintertøj osv.

Alle cykelklubber har deres eget cykeltøj med deres eget design. Tøjet skal altid benyttes ved løb. Silkeborg IF Cyklings klubtøj kan købes i klubben via klubmodul.

Når du starter i klubben vil det være en god ide, at du anskaffe dig et par cykelbukser og en trøje. Det andet tøj kan du købe efter behov hen af vejen eller du kan bruge noget andet sportstøj (vindjakke o.l.) hvis du har det.

Cykelsko – de har en hård sål så man ikke bliver øm i foden af, at træde i pedalerne. Med cykelsko sidder foden “fast” i pedalen, så man både kan træde og trække med foden. Man kan dog fint starte træningen i et par kondisko og så skifte når man er tryg ved cyklen og de andre ryttere.

Hjelm – alle kører med hjelm både til træning og løb. Der findes hjelme i alle prisklasser, men det vigtigste er at hjelmen er godkendt og passer til dig. Hjelmen skal selvfølgelig sidde godt og fast på dit hoved. Du bør jævnligt tjekke din hjelm for defekter. Har hjelmen små “flænger” eller lignende så er den defekt og kan ikke give dig optimal beskyttelse hvis uheldet er ude.

Ekstra tøj – når vi træner om vinteren, er det vigtigt med vindtæt overtrækstøj og vinterhandsker. Almindeligt skiundertøj kan med fordel benyttes.

Cykel – Når du skal ud at købe cykel for første gang, kan det være svært at vide hvilken cykel, der er den bedste til dig. Spørg gerne din træner til råds. Det vigtigste er, at du får en cykel der passer dig, for ellers kan du ikke håndtere den, hvilket går ud over sikkerheden, ikke bare for dig selv men også dem der kører omkring dig. Du skal også være meget opmærksom på, at cyklens gearing passer til din alder. Du kan se mere om gearing under afsnittet om løb.

En fornuftig brugt begyndercykel kan erhverves fra ca. 3500 kr. Og husk på, at du i voksealderen nok kommer til at skifte cykel et par gange, så en brugt cykel kan være et fornuftigt valg 🙂

Inden du køber en masse udstyr (cykel og tøj) så kan du evt. lige spørge i klubben.

ER CYKELSPORT FARLIG?

Nej! Ifølge flere opgørelser ligger cykelsport langt nede på listen over farlige sportsgrene. Men det kan godt se meget dramatisk ud, når der er styrt i et felt eller under træning, men oftest er det heldigvis kun småskrammer. Husk færdselsregler gælder også for cykelryttere!

Når vi træner, forgår det som regel på de små og mindre befærdede veje. For alles sikkerheds skyld er det vigtigt, at ALLE retter sig efter trænerens anvisninger når vi færdes i trafikken. Er der nogle der ikke kan finde ud af det, så bliver de bortvist!

Vi starter altid træningen i samlet flok og vi sørger altid for, at alle kommer sikkert hjem til klubben igen. Der er ingen der bliver sat af et eller andet sted hvis de ikke kan følge med. Hvis man ikke kan følge med, bliver man hjulpet hjem til klubben igen. Alle skal sikkert ud og hjem.

Når vi kører løb, er en del af ruten ofte afspærret eller ensrettet for øvrig trafik. Der vil også være vejposter / hjemmeværn til at dirigere trafikken så rytterne kommer sikkert igennem løbet.

Men husk, det er stadig dit eget ansvar at køre efter færdselsreglerne!

FORSIKRING

Der findes ikke mere en skadesfond via DCU fra 2014 🙁

Det er rytterens egen ulykkeforsikring samt en ansvarsforsikring, som dækker ved uheld både under træning og ved løb. Så undersøg hvad din forsikring dækker.

Får du et lift af andre til og / eller fra løb, så vil evt. skader på din cykel være dit eget ansvar. Klubben har ingen forsikring, der dækker, hvis cyklen bliver beskadiget. Derfor er det en god idé selv at undersøge, om det er muligt at få cyklen forsikret mod transportskader.

OPBAKNING

Som du kan se, så tilbyder klubben en masse. Det kan vi kun gøre hvis vi får opbakning fra rytterne og deres forældre.

Klubben har igennem året flere aktiviteter hvor vi har brug for hjælp. Det kan både være i forbindelse med afholdelse af løb, men også uden for løb som ved f.eks. sponsorarrangementer, kørsel eller træning.

Vi ser derfor gerne, at rytternes forældre involverer sig i arbejdet i klubben, så alle børnene kan få nogle gode oplevelser i klubben og med cykelsporten.

Husk, jo flere hænder der hjælper, jo mindre arbejde er der til den enkelte 🙂

Vi håber, at du efter at have læst dette, har fået besvaret dine spørgsmål omkring klubben og sporten. Hvis ikke, er du meget velkommen til at kontakte klubben 🙂

Med sportslige hilsner

Silkeborg IF Cykling.

SIF Nyhedsbrev
Få nyheder fra SIF om lige præcis det, du helst vil læse om.