SIF-skytte udtaget til ungdoms-EM

Karrieren har taget en seriøs drejning for 18-årige Nanna Jakobsen, der er kommet med på ungdomslandsholdet i bueskydning
 

– Det bliver helt klart en spændende oplevelse. Det var først noget, som jeg besluttede mig for at gå efter i august sidste år, så det er superfedt, at det er lykkedes, siger Nanna Jakobsen.

EM-ambitionen opstod efter et vellykket udendørsstævne, hvor SIF-skytten oplevede stor personlig succes, og det gav blod på tanden.

– Efterfølgende fortrød jeg lidt, at jeg ikke var taget til flere stævner, så jeg valgte at sælge min partoutbillet til Smukfest, og så tog jeg til ungdoms-DM i stedet, fortæller Nanna Jakobsen, der endte på det øverste trin i recurve-disciplinen.

I foråret ramte Nanna Jakobsen B-kravet til ungdoms-EM ved en træningssamling i Tåstrup, og for tre uger siden gentog hun bedriften og sikrede adgang til europamesterskaberne.

Træner som sikkerhedsnet

Siden nytår har Nanna Jakobsen været en del af bruttotruppen på ungdomslandsholdet, hvor hun er den eneste skytte fra Silkeborg IF Bueskydning.

Hun har dog selskab af Bjarne Laursen fra SIF, der er blevet træner for ungdomslandsholdet, og det har stor betydning.

– Han har været min træner hele vejen, og det er helt klart en fordel, at vi kender hinanden. Hvis jeg kommer med nogle problemer, kender han dem allerede ud og ind, fordi vi træner sammen hver dag i klubben, forklarer Nanna Jakobsen.

Virklund-talentet finder tryghed i, at der trods alt er ét velkendt ansigt fra SIF på det danske ungdomslandshold.

– Jeg er en lidt genert person, så for mig er det også et sikkerhedsnet, at Bjarne er der, så jeg ikke skal til at lære en ny træner at kende, siger Nanna Jakobsen, der også har fået et fint forhold til Holstebro-duoen Lea Nissen og Kirstine D. Andersen, som hun skal skyde sammen med under holdkonkurrencen ved ungdoms-EM.

Fra 300 til 900 pile

Selvom der kun er 14 dage til mesterskaberne, er der ingen nerver hos Nanna Jakobsen.

– Jeg har ikke en decideret målsætning for EM. Målet var at blive kvalificeret og komme med. Jeg vil helst bare tage derned og skyde uden forventninger, så jeg kan nyde oplevelsen. Hvis man har for mange forventninger til sig selv, er det ikke altid positivt for skydningen, mener Nanna Jakobsen, der er ved at færdiggøre andet år på Silkeborg Gymnasium.

I løbet af det seneste halvandet år er SIF-skytten gået fra 300 til 900 træningspile om ugen, og planerne om en længere udenlandsrejse efter gymnasiet er indtil videre sat på standby for at fastholde fokus på bueskydning.

– Det er helt sikkert blevet mere seriøst, end det var før, fastslår Nanna Jakobsen, der bruger 10-12 timer på træningsbanen hver eneste uge.

Ungdoms-EM i græske Patras starter 26. juni og varer seks dage.

SIF Nyhedsbrev
Få nyheder fra SIF om lige præcis det, du helst vil læse om.